Camilla Ratzlaff i Grønland 04N
ROSKILDE PÆDAGOG SEMINARIUM – International praktikArkiv over december, 2007
Jeg er træt!
Jeg er meget glad for Grønland, men jeg er meget lidt glad for min parktikforløb. Det er ogå derfor jeg ikke har skrevet i min blog rigtig rigtig længe. Jeg er træt, frustreret, opgivende, vred. Jeg har bare lyst at bruge en hel dag på, at gå ud i fjeldet og bare skrige og råbe af mine lungers fulde kraft…..
Jeg vil derfor bruge de næste par dage, på at skrive om mine oplevelser. Råt for usødet. Jeg har brug for at få sagt det højt, ellers kan jeg snart ikke kigge mig selv i spejlet mere….
I vil derfor få fornøjelsen af flere forskellige situationer som jeg har oplevet.
Den første rigtige snevejrsdag
Så forvandlede Grønland sig til det “rigtige” Grønland.
Hele aftenen sneede det helt vildt. Vi kunne i løbet af eftermiddagen, følge de tunge blålilla skyer indtage den klare blå skyfri himmel. På mindre end et par timer, blev byen klædt i en smuk snedragt.
Næste morgen var himlen igen blevet blå og sneen næsten råbte, at vi skulle komme ud og lege.
Et par uger før, havde vi samlet en kælk op af havnen og den var jo perfekt nu. Så på vej til børnehave, fik Emil sin første rigtige slædetur. Og han nød det. Han sang og stak lufferne ned ned i sneen hele vejen.
Mikkel fik også sne op i klapvognen, så han kunne sidde og lege med det.
Efter at Thomas og jeg havde afleveret drengene, gik turen ned til båden. Målet var Præstefjorden, hvor Thomas tidligere havde haft et godt fiskeri.
Jeg har skrabet bil mange gange, men det var første gang, jeg har stået med en spand og tømt båden for sne, inden vi kunne komme afsted. Der var mellem 10-20 cm sne overalt.
Men afsted kom vi. Og sikken et sceneri. Der var ny-is i havnen og fjeldene var helt hvide. Og for engang skyld lå vandet stille. Det kunne kun gå godt.
Efter ca. en times sejllads nåede vi Præstefjorden. Der var meget smukt og meget meget koldt.
Stængerne var klar og vi var klar til det store rødfiske sats. Og det skal jeg lige love for, vi fangede op mod 30 rødfisk og smed ligeså mange torsk tilbage i baljen.
Der var så koldt, at efter første fisk blev jeg simpelthen nød til at fiske med mine store sælskindsluffer. Min tommelfinger var blevet så kold, som jeg kan huske fra jeg var barn, hvor fingrene skulle under koldt vand og så gør det bare så ondt, når de tør igen. Men efter at jeg fik lufferne på, så gik det fint.
Så var det frokosttid. Hjemmefra syntes vi det var en god og hyggelig ide, først at smøre maden ude på båden. Vi havde taget sild, karrysalat og æg med…. Prøv lige at smør mad i 10 graders frost og så spis det med kniv og gaffel. Jeg kan kun sige, at det ikke kan anbefales. Og så en meget kold øl. Nøj, det var meget meget meget koldt.
Så gik turen hjemad. En skøn tur med fantastisk natur og masser af fisk.
Da vi kom i land, skulle drengene hentes. Vejret var stadig perfekt. Thomas tog på politistationen for at bortadoptere de fleste af vores fisk og jeg hentede drengene. Mikkel i klapvognen og Emil i kælken. Det er altså bare super fedt.
Lige ved siden af vores trappe, er der en bakke og den kælkede vi på da vi kom hjem. Det er bare skægt at kælke og drengene hvinede af fryd. Da drengene begyndte at blive kolde og aftensmaden nærmede sig, gik vi ind. Men det var svært. Vejret viste sig fra sin bedste side og jeg havde bare lyst til at pakke meden og så tage ud for at grille. Men det ville blive for koldt for drengene. Så er det godt vi bor så fedt, at vi kan se det hele fra stuen.
En skøn oplevelsesrig dag, som giver masser af energi.
Ilulissat
Fredag kl. 23.30 sejlede båden. Min far og jeg er på vej til Ilulissat. Det er byen der er ligger op til verdens mest aktive is-bræ. Den producere 35.000 tons is i døgnet og laver nogle af de største isbjerge.
Jeg har drømt om at se dette sted. Så da min far og jeg besluttede os for at sejle nordpå, var jeg virkelig spændt. Det skal dog lige siges, at jeg skulle være væk fra mine drenge i 5 dage…. Det er en evighed og ikke noget jeg har prøvet før.
Set i bakspejlet havde vi en meget kulturel sejltur. Sejlturen tager 1 1/2 døgn. Det betyder, at vi havde 2 overnatninger på båden. Da vi købte rejsen blev vi spurgt om hvordan vi ville sove. Jeg var hurtig og svarede bare det billigste. Det skulle jeg nok have spurgt lidt mere ind til. Men man kan jo altid være bagklog.
Da vi gik ned for at finde vores sovepladser, blev vi fulgt helt ned i bunden af skibet. Under personalet. Så kom vi ind i en sovesal. Og vi var helt sikkert de eneste danskere. Vi skulle bo i det sidste rum, hvor der ikke engang var et forhæng, som der var ved de andre rum. Men det bedste var den bagagehylde som ogsp stod inde hos os. På den stod der en kat i kasse, som hylede uafbrudt. Den brugte kattebakke stod lige ved siden af, sammen med al kattemaden. Den sover jeg ikke med, var det eneste jeg fik sagt til min far. Så gik jeg op til stewarden og fortalte ham om katten. Han virkede meget overrasket over at høre der var en kat. Men han var rigtig sød og fik flyttet katten og alt dens udstyr et andet sted hen. Den kom til at stå i en kasse oppe på dækket og der kunne vi høre den hyle. Det viste sig, at ejeren var stået af i Nuuk, uden sin kat.
Nå, da vi havde fået det praktiske plads, gik vi op på dækket, for at se om vi kunne se nordlys. Jeg ville også gerne se, når vi sejlede ud af fjorden til åbent hav. Mens vi står og kigger ud i mørket, kommer der en fra styrhuset og spørg om vi vil ind og kigge. Så der står vi inde i næsten en time og kigger ud i mørket. Båden har store spots på og en en fast post som hele tiden kigger efter isbjerge. Det var en helt speciel oplevelse.
Det meste af natten havde vi glæde af en fantastisk druk-anemone. Hun var hønefuld og helt og aldeles ucharmerende. Darh Vader kaldte jeg hende, for hendes vejrtrækning var meget besværet. Hun kunne slet ikke finde ro og rendte rundt. Flere gange kom hun ind til os og det var først da jeg for 3. gang, med meget store bogstaver spurgte “HVAD VIL DU?” at hun holdt sig væk. Tilgengæld lagde hun sig på briksen lige ude foran, så vi havde stadig glæde af lugten. Om morgen kunne vi så yderligere fornøje både vore næse og øjne ved synet af at hun havde tisset i bukserne. Det kan man da kalde kultur på allerhøjeste plan…. Nummer 2 nat gik dog fint. Men lugten af gammel røg og alkohol, hang dog i luften i sovesalen hele turen igennem.
Ellers var det en fin tur, med stop i Manitsoq, Kaneega (Eller sådan noget lign.), Sisimiut og Aasiaat. Det var dog kun korte besøg.
Det var først da vi kom helt op til Diskobugten, at de første is-bjerge dukkede op. Men så begyndte kæmperne også at vise sig.
Turen ind til Ilulissat var virkelig smuk. Det var synet at det ægte Grønland. Kæmpe store isbjerge tårnede sig op i alle størrelser og formationer. Nogen var runde og glatte, andre var skåret helt firkantede, mens andre var rå og spirede (Hvis man kan sige det).
Farvandet var helt anderledes end hvad vi er vandt til i Nuuk. Der er isskosser over det hele, mange flere både og det meste af tiden stille vand.
Thomas’ kollega Peter Juellund henede os ved båden. Ham skulle vi sove hos den første nat. Peter er mildest talt et sludrechatol og som min far sagde en rigtig guttermand. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der ikke kan lide Peter. Efter at vi have spist frokost, gik vi en tur ud i fjeldet. Peter ville vise os is-fjorden fra landsiden.
Hvis ikke Peter havde haft brok (undskyld Peter), så tror jeg ikke, at min far og jeg bare nogenlunde havde kunne følge med Peter. Han satte bare hånden i lyske for at holde på brokket og så var det bare der ud af. Peter var rigtig god til at holde pauser og vente på os. Men jeg er stadig imponeret. Jeg tror jeg skal løbetræne, inden jeg møder Peter næste gang.
Peter viste os en anden side af is-fjorden. Det var en fed fornemmelse bare langsomt at komme tættere og tættere på. Hele tiden blev det flottere og mere imponerende. Til sidst sad vi helt nede ved vandkanten og kunne stikke fingrene ned og mærke det kolde vand. Det ER koldt! Der går kun lige et par sekunder så prikker det i fingrene og så kunne vi bare ikke holde ud at have dem i vandet længere. Man skal passe rigtig meget på, når man er så tæt på kanten som vi var. Hvis et is-bjerg kælver eller ruller rundt, vil det sende en kæmpe bølge afsted. Men det er ikke sikkert man ser den, før den rammer land. For der er så dybt, at bølgen først rejser sig, når den rammer land. Nogen steder i fjorden er der 1500 meter dybt. For ca. 3 år siden døde 3 svenskere på denne måde. Der blev kun fundet rester af deres camp. Så i kan nok forstå at jeg var meget opmærksom, mens vi sad der. Der var en ubeskrivelig ro ingen motorlyde eller andet menneskeligt. Bare fuldstændig stilhed. Fedt fedt fedt fedt fedt fedt…
På turen tilbage igen, måtte min far og jeg “nyde udsigten” for at få et hvil. Det var op ad bakke. Pyha!
Til aften havde vi fornøjelsen af mesterkokken Peter Juellund. Han forvandlede lige et par kyllingelår til en udsøgt middag, med hvidløg under skindet og hele bagte hvidløg. Super mad. Det bedste på turen. Tusind tak for det hele Peter:
Næste morgen skulle Peters kone og 3 børn ankomme til Ilulissat. De havde ikke set hinanden i 3 mdr.. Så vi takkede pænt for det hele og flyttede på hotel de sidste 2 dage.
Hjemmefra havde vi booket en sejltur ind til is-bræen Eqip. Det er en af de få bræer, man kan komme helt tæt på. Det er en lang sejltur derop. Men det blev bare et møj vejr uden lige. Men afsted kom vi. Da klokken var ca. 10.30 fik båden en melding om, at der var møjvejr inde i byen og at vi skulle ride stormen af inde ved bræen. Men selv inde ved bræen var det møgvejr. Det regnede, sneede og blæste helt vildt. Det var så koldt, at vi kun lige kunne stå ude på dækket et pat minutter af gangen. Der blev snakket om flere steder vi kunne sejle hen og ligge i læ, men så viste det sig, ved nærmere efterspørgsel at ingen ting kunne lade sig gøre andet end at ligge ved bræen, med motoren tændt hele tiden for ikke ikke blive skubbet ind i alt det is der lå foran bræen.
Efter ca. 2 timer kunne vi sejle hjemad. Der stod stadig en masse sø på vej hjem til Byen. Nogle af bølgerne var 4 meter høje. Når vi var nede i en bølgedal, kunne vi ikke se over bølgerne. Der var ikke noget farligt ved turen, det var vare ikke særlig rart… og 2 kastede op i lange baner. Jo tættere vi kom på Ilulissat, jo mere is var der i vandet. Stormen havde gjort at bugten var fyldt med isskosser. Det var et flot syn. Men det var også rart at komme i land og få varmen.
Der var en del, som ikke var tilfredse med turen, så vi besluttede, at vi næste dag ville gå ned på kontoret og fortælle dem om vores fælles utilfredshed. Vi vidste godt, at det ikke var farligt, men det var heller ikke en fornøjelse. Resultatet blev, at vi samme dag fik en tur med Luffe, kutteren fra Nissebanden på Grønland, ind i isfjorden.
Det var en fantastisk oplevelse. Men føler sig virkelig lille, når man sejler rundt ved siden af disse giganter, som er mange tusind år gamle. Der er stille og temperaturen falder lige et par grader, så luften bliver mere frisk og is-agtig. Vejret var fint. Solen kiggede lige igennem skyerne en gang imellem og den mørkelilla himmel truede med sne når som helst. Farverne var meget specielle. En mørkelilla himmel, hvide isbjerge og blåt vand. En meget smuk og rå kombination.
Jeg tror min far og jeg tilsammen tog over 250 billeder af is-bjerge. Jeg kunne slet ikke lade være. Formationer og farver ændrede sig hele tiden. Nogle var glatte og skinnede i solen, andre var rå og takkede, mens andre var mere blå end hvide. Ubeskriveligt!
Jeg kan slet ikke forstå, at isbjerg der er flere hundrede meter langt og måske 60-70 meter højt, kan være 10 gange så stort under vandet. 1 m3 is vejer altså 1 ton…. Fed fed tur.
Efter sejlturen gik vi en tur rundt i byen. Ilulissat er kendt for at have flere hunde end mennesker, så jeg ville gerne ud og se nogle af alle disse slædehunde. Og hold da op, dem fandt vi. Vi kom simpelthen til Dog-land. Der stod bare ét hundespand efter det andet. Der var nok op mod 200 hunde på den store slette. På et tidspunkt kommer der en pige løbende med hendes to hunde, det satte bare alle hundene igang. Det lød ret vildt, med alle de hylende hunde.
Der var da også en hvalp der fulgte efter os. Hundene skal først lænkes når de er 8 måneder. Peter havde fortalt os, at hvis en hvalp fulgte efter os, så skulle vi kaste sten efter den. Det kan man da ikke sagde jeg. Men Peter fortalte at hvis en hvalp forvilder sig ind i et andet hundespand, så slår de den ihjel. Så jeg trillede forsigtigt en sten efte vores lille efterfølger og heldigvis hjalp det. Jeg havde næsten ikke kunne nænne, at kaste sten efter en hvalp. Det er en anden verden.
Om aften ville vi bare lige have lidt hurtigt at spise, så vi kunne komme ud og se solnedgangen over is-fjorden. Så vi spiste på hotellets 3 stjernede restaurant. Vi havde hørt, at deres hjemmelavede pizzaer skulle være gode, så sådan en bestilte vi. Men da den kom ind på bordet, tog jeg den første bid… Så var den frossen. Så måtte jeg kalde på tjeneren, som så ud som om, at der er hende brokkemåsen fra igår, for der måtte jeg også sende maden tilbage. Men en frossen pizza kunne han jo ikke sige så meget til. Lidt sjovt at servere frossen pizza på en 3 stjernet restaurant.
Men efter maden gik min far og jeg ud for at tage nogle gode billeder af solnedgangen. Vi gik bare lige ned til hospitalet, som lå lige ved siden af hotellet. Der sad vi en halv times tid og fik nogle rigtig gode billeder. En perfekt afslutning på turen.
En helt fantastisk grønlandsoplevelse…
Ilulissat
Fredag kl. 23.30 sejlede båden. Min far og jeg er på vej til Ilulissat. Det er byen der er ligger op til verdens mest aktive is-bræ. Den producere 35.000 tons is i døgnet og laver nogle af de største isbjerge.
Jeg har drømt om at se dette sted. Så da min far og jeg besluttede os for at sejle nordpå, var jeg virkelig spændt. Det skal dog lige siges, at jeg skulle være væk fra mine drenge i 5 dage…. Det er en evighed og ikke noget jeg har prøvet før.
Set i bakspejlet havde vi en meget kulturel sejltur. Sejlturen tager 1 1/2 døgn. Det betyder, at vi havde 2 overnatninger på båden. Da vi købte rejsen blev vi spurgt om hvordan vi ville sove. Jeg var hurtig og svarede bare det billigste. Det skulle jeg nok have spurgt lidt mere ind til. Men man kan jo altid være bagklog.
Da vi gik ned for at finde vores sovepladser, blev vi fulgt helt ned i bunden af skibet. Under personalet. Så kom vi ind i en sovesal. Og vi var helt sikkert de eneste danskere. Vi skulle bo i det sidste rum, hvor der ikke engang var et forhæng, som der var ved de andre rum. Men det bedste var den bagagehylde som ogsp stod inde hos os. På den stod der en kat i kasse, som hylede uafbrudt. Den brugte kattebakke stod lige ved siden af, sammen med al kattemaden. Den sover jeg ikke med, var det eneste jeg fik sagt til min far. Så gik jeg op til stewarden og fortalte ham om katten. Han virkede meget overrasket over at høre der var en kat. Men han var rigtig sød og fik flyttet katten og alt dens udstyr et andet sted hen. Den kom til at stå i en kasse oppe på dækket og der kunne vi høre den hyle. Det viste sig, at ejeren var stået af i Nuuk, uden sin kat.
Nå, da vi havde fået det praktiske plads, gik vi op på dækket, for at se om vi kunne se nordlys. Jeg ville også gerne se, når vi sejlede ud af fjorden til åbent hav. Mens vi står og kigger ud i mørket, kommer der en fra styrhuset og spørg om vi vil ind og kigge. Så der står vi inde i næsten en time og kigger ud i mørket. Båden har store spots på og en en fast post som hele tiden kigger efter isbjerge. Det var en helt speciel oplevelse.
Det meste af natten havde vi glæde af en fantastisk druk-anemone. Hun var hønefuld og helt og aldeles ucharmerende. Darh Vader kaldte jeg hende, for hendes vejrtrækning var meget besværet. Hun kunne slet ikke finde ro og rendte rundt. Flere gange kom hun ind til os og det var først da jeg for 3. gang, med meget store bogstaver spurgte “HVAD VIL DU?” at hun holdt sig væk. Tilgengæld lagde hun sig på briksen lige ude foran, så vi havde stadig glæde af lugten. Om morgen kunne vi så yderligere fornøje både vore næse og øjne ved synet af at hun havde tisset i bukserne. Det kan man da kalde kultur på allerhøjeste plan…. Nummer 2 nat gik dog fint. Men lugten af gammel røg og alkohol, hang dog i luften i sovesalen hele turen igennem.
Ellers var det en fin tur, med stop i Manitsoq, Kaneega (Eller sådan noget lign.), Sisimiut og Aasiaat. Det var dog kun korte besøg.
Det var først da vi kom helt op til Diskobugten, at de første is-bjerge dukkede op. Men så begyndte kæmperne også at vise sig.
Turen ind til Ilulissat var virkelig smuk. Det var synet at det ægte Grønland. Kæmpe store isbjerge tårnede sig op i alle størrelser og formationer. Nogen var runde og glatte, andre var skåret helt firkantede, mens andre var rå og spirede (Hvis man kan sige det).
Farvandet var helt anderledes end hvad vi er vandt til i Nuuk. Der er isskosser over det hele, mange flere både og det meste af tiden stille vand.
Thomas’ kollega Peter Juellund henede os ved båden. Ham skulle vi sove hos den første nat. Peter er mildest talt et sludrechatol og som min far sagde en rigtig guttermand. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der ikke kan lide Peter. Efter at vi have spist frokost, gik vi en tur ud i fjeldet. Peter ville vise os is-fjorden fra landsiden.
Hvis ikke Peter havde haft brok (undskyld Peter), så tror jeg ikke, at min far og jeg bare nogenlunde havde kunne følge med Peter. Han satte bare hånden i lyske for at holde på brokket og så var det bare der ud af. Peter var rigtig god til at holde pauser og vente på os. Men jeg er stadig imponeret. Jeg tror jeg skal løbetræne, inden jeg møder Peter næste gang.
Peter viste os en anden side af is-fjorden. Det var en fed fornemmelse bare langsomt at komme tættere og tættere på. Hele tiden blev det flottere og mere imponerende. Til sidst sad vi helt nede ved vandkanten og kunne stikke fingrene ned og mærke det kolde vand. Det ER koldt! Der går kun lige et par sekunder så prikker det i fingrene og så kunne vi bare ikke holde ud at have dem i vandet længere. Man skal passe rigtig meget på, når man er så tæt på kanten som vi var. Hvis et is-bjerg kælver eller ruller rundt, vil det sende en kæmpe bølge afsted. Men det er ikke sikkert man ser den, før den rammer land. For der er så dybt, at bølgen først rejser sig, når den rammer land. Nogen steder i fjorden er der 1500 meter dybt. For ca. 3 år siden døde 3 svenskere på denne måde. Der blev kun fundet rester af deres camp. Så i kan nok forstå at jeg var meget opmærksom, mens vi sad der. Der var en ubeskrivelig ro ingen motorlyde eller andet menneskeligt. Bare fuldstændig stilhed. Fedt fedt fedt fedt fedt fedt…
På turen tilbage igen, måtte min far og jeg “nyde udsigten” for at få et hvil. Det var op ad bakke. Pyha!
Til aften havde vi fornøjelsen af mesterkokken Peter Juellund. Han forvandlede lige et par kyllingelår til en udsøgt middag, med hvidløg under skindet og hele bagte hvidløg. Super mad. Det bedste på turen. Tusind tak for det hele Peter:
Næste morgen skulle Peters kone og 3 børn ankomme til Ilulissat. De havde ikke set hinanden i 3 mdr.. Så vi takkede pænt for det hele og flyttede på hotel de sidste 2 dage.
Hjemmefra havde vi booket en sejltur ind til is-bræen Eqip. Det er en af de få bræer, man kan komme helt tæt på. Det er en lang sejltur derop. Men det blev bare et møj vejr uden lige. Men afsted kom vi. Da klokken var ca. 10.30 fik båden en melding om, at der var møjvejr inde i byen og at vi skulle ride stormen af inde ved bræen. Men selv inde ved bræen var det møgvejr. Det regnede, sneede og blæste helt vildt. Det var så koldt, at vi kun lige kunne stå ude på dækket et pat minutter af gangen. Der blev snakket om flere steder vi kunne sejle hen og ligge i læ, men så viste det sig, ved nærmere efterspørgsel at ingen ting kunne lade sig gøre andet end at ligge ved bræen, med motoren tændt hele tiden for ikke ikke blive skubbet ind i alt det is der lå foran bræen.
Efter ca. 2 timer kunne vi sejle hjemad. Der stod stadig en masse sø på vej hjem til Byen. Nogle af bølgerne var 4 meter høje. Når vi var nede i en bølgedal, kunne vi ikke se over bølgerne. Der var ikke noget farligt ved turen, det var vare ikke særlig rart… og 2 kastede op i lange baner. Jo tættere vi kom på Ilulissat, jo mere is var der i vandet. Stormen havde gjort at bugten var fyldt med isskosser. Det var et flot syn. Men det var også rart at komme i land og få varmen.
Der var en del, som ikke var tilfredse med turen, så vi besluttede, at vi næste dag ville gå ned på kontoret og fortælle dem om vores fælles utilfredshed. Vi vidste godt, at det ikke var farligt, men det var heller ikke en fornøjelse. Resultatet blev, at vi samme dag fik en tur med Luffe, kutteren fra Nissebanden på Grønland, ind i isfjorden.
Det var en fantastisk oplevelse. Men føler sig virkelig lille, når man sejler rundt ved siden af disse giganter, som er mange tusind år gamle. Der er stille og temperaturen falder lige et par grader, så luften bliver mere frisk og is-agtig. Vejret var fint. Solen kiggede lige igennem skyerne en gang imellem og den mørkelilla himmel truede med sne når som helst. Farverne var meget specielle. En mørkelilla himmel, hvide isbjerge og blåt vand. En meget smuk og rå kombination.
Jeg tror min far og jeg tilsammen tog over 250 billeder af is-bjerge. Jeg kunne slet ikke lade være. Formationer og farver ændrede sig hele tiden. Nogle var glatte og skinnede i solen, andre var rå og takkede, mens andre var mere blå end hvide. Ubeskriveligt!
Jeg kan slet ikke forstå, at isbjerg der er flere hundrede meter langt og måske 60-70 meter højt, kan være 10 gange så stort under vandet. 1 m3 is vejer altså 1 ton…. Fed fed tur.
Efter sejlturen gik vi en tur rundt i byen. Ilulissat er kendt for at have flere hunde end mennesker, så jeg ville gerne ud og se nogle af alle disse slædehunde. Og hold da op, dem fandt vi. Vi kom simpelthen til Dog-land. Der stod bare ét hundespand efter det andet. Der var nok op mod 200 hunde på den store slette. På et tidspunkt kommer der en pige løbende med hendes to hunde, det satte bare alle hundene igang. Det lød ret vildt, med alle de hylende hunde.
Der var da også en hvalp der fulgte efter os. Hundene skal først lænkes når de er 8 måneder. Peter havde fortalt os, at hvis en hvalp fulgte efter os, så skulle vi kaste sten efter den. Det kan man da ikke sagde jeg. Men Peter fortalte at hvis en hvalp forvilder sig ind i et andet hundespand, så slår de den ihjel. Så jeg trillede forsigtigt en sten efte vores lille efterfølger og heldigvis hjalp det. Jeg havde næsten ikke kunne nænne, at kaste sten efter en hvalp. Det er en anden verden.
Om aften ville vi bare lige have lidt hurtigt at spise, så vi kunne komme ud og se solnedgangen over is-fjorden. Så vi spiste på hotellets 3 stjernede restaurant. Vi havde hørt, at deres hjemmelavede pizzaer skulle være gode, så sådan en bestilte vi. Men da den kom ind på bordet, tog jeg den første bid… Så var den frossen. Så måtte jeg kalde på tjeneren, som så ud som om, at der er hende brokkemåsen fra igår, for der måtte jeg også sende maden tilbage. Men en frossen pizza kunne han jo ikke sige så meget til. Lidt sjovt at servere frossen pizza på en 3 stjernet restaurant.
Men efter maden gik min far og jeg ud for at tage nogle gode billeder af solnedgangen. Vi gik bare lige ned til hospitalet, som lå lige ved siden af hotellet. Der sad vi en halv times tid og fik nogle rigtig gode billeder. En perfekt afslutning på turen.
En helt fantastisk grønlandsoplevelse…
I sommerhus i Qornoq
I slutningen af august var vi så heldige at få lov at låne børnehjemmets sommerhus i Qornoq. Qornoq er en nedlagt bygd, hvor der kun er få fastboende. De resterende huse i byen er sommerhuse.
Vi sejlede afsted gennem fjorden, som vi snart har gjort adskillige gange. Nemlig med sug i maven om drengene skriger hele vejen, om vejret holder osv. Men det viste sig at blive en super tur. Solen begyndte at skinne og fjorden viste sig fra sin bedste side, så det var en smuk tur. Vi manglede bare lige et par hvaler. Det er noget tid siden de har vist sig.
Det var bare fedt at komme lidt væk fra byen og væk fra de daglige pligter. Der var dømt afslapning fra start til slut.
Vores hus lå lige ned til en lille strand. Hvis det ikke var fordi, der var skyllet isskosser på land, kunne det have været en “varm” strand et sted sydpå. Thomas og jeg aftalte faktisk at vi skulle en tur i vandet næste dag… Det skal jo prøves 
Huset var rigtig fint. Det var et stort hus med plads til 20 børn og voksne. Der var masser af legeting og en guitar som Thomas og drengene kunne jamme “Kvinde min” på.
Vi lærer dog noget hver gang og denne gang lærte vi, at man skal bruge petrolium til at få varmen. Og det havde vi ikke med. Så hele dagen lang havde vi starinlys tændt i hele huset.
Deb første dag gik vi op til Bamses hus som var et lille skur, der lå på den øverste bakketop. Der var en fantastisk udsigt deroppe fra. Vi kunne se udmundingen fra is-fjorden, som er der alle isbjergene kommer fra. Et virkelig smukt syn.
De næste dage regnede det desværre, men vi var da ude og lege og spile bold på legepladsen og boldbanen, som lå lige foran huset. Men en tur i vandet blev det ikke til.
Som altid var det jo meningen at vi skulle have fisket. Men på grund af vejret, kom vi kun ud på en lille tur. Thomas fik dog et grønlandsk taber grand slam, betående af de mindste fisk: Ising, Uvak og ulk. Det fedeste ved denne tur var dog, da der kom et højt brag og et stort isbjerg knækkede midt over, heldigvis langt væk. Det var et flot syn, som det lå der og rullede rundt indtil det fandt tyngdepunktet igen.
Efter et par rolige dage sejlede vi hjemad igen, som altid for os var vejret lunefuldt. Vi kunne ikke helt fornemme, hvad det ville. Men underligt nok lagde vinden og bølgerne sig, jo længere vi kom ud af fjorden. Den omvendte verden. Men en fin tur hjemad tlbage til Nuuks hverdag.
Med farmor til Kapisillit
D. 8. august var Farmor, Emil og jeg på tur med politikutteren Sisak til bygden Kapasillit,Vi startede kl. 8 om morgen, hvor vi sejlede ud i koldt gråvejr. Det var lidt ærgeligt, for turen ind i fjorden er en smuk tur. Jo længere ind i fjorden vi kom, jo mere tåget blev det. Til sidst var der så tåget, at vi ikke kunne se land. Vandet lå spejlblankt, så nu man stod oppe i stævnen, så det næsten ud som, om vi holdt stille, for vandet rørte næsten ikke på sig og båden skar igennem som en kniv. Det var en fantastisk oplevelse. Tågen gør også, at alt virker mere stille, det var som at sejle i en bobbel.
Efter morgenmad, frokost, Emils utrættelige trang til at gå tur på båden og ca. 4 timers sejllads, nåede vi frem til Kapisillit. Og så blev det bare skønt vejr. Solskin og blå himmel.
Det er en skøn lille fredelig bygd, hvor tiden næsten står stille.
Vi startede med at besøge systuen, hvor de laver alt i sælskind. Sutsko, luffer, tasker, jakker, puder, tæpper osv. Jeg kunne købe det hele, men det er ikke billigt. Sutsko koster 400 kr. og lufferne ca. 600 kr.
Derefter gik turen op ad bakken, hvor kirken lå på den anden side. Det er nogen rigtig fine små kirker der er i bygderne. Det er smukke og simple uden for meget tingel tangel.
Efter en times tid i bygden, var det tid til at sejle hjemad. Men lige uden for bygden, fik vi lov til at fiske af skipper. Så med medbragt grej fra gemalen, riggede jeg 3 stænger til. Én til Farmor, én til Emil og én til Michael som også er betjent og som aldrig havde prøvet at fiske før. Så med lidt instrukser kom alle 3 godt igang. Næsten alle der var med fiskede, så det var rigtig hyggeligt. Michael startede med et fange en fin rødfisk og var stolt over sin første fangst. Farmor tog rekorden den dag, med bådens største torsk og Emil imponerede hele båden, med at klare det hele selv og tilmed fange fisk. Det var sjovt.
Jeg var så heldig, sammen med 3 andre, at få lov at prøve at komme i en overlevelsesdragt. En overlevelsesdragt er en dragt som flyder og som man kan overleve i i vandet i 2-3 timer.
Ja, køn er man jo ikke. Men det var en fed oplevelse. Vi spurgte om vi kunne beholde vores tøj på inden under. Det kunne vi sagtens var svaret… Det skulle vi ikke have gjort.
Efter at vi havde fået dragterne på, skulle vi hoppe 4-5 meter ned i vandet. Det gav et sug i maven. Når man rammer vandet, ryger man kun lige under, hvorefter man bliver skudt op igen som en prop. Så ligger vi bare der og svømmer rundt på 100 meters dybe. Det er lidt specielt at vide, der er så dybt. Og 200 meter længere ude, er der over 300 meter dybt. Skipper sejlede rundt om os i gummibåd hele tiden. Sprøjtede vand på os og lavede bølger. Så kom han og hentede mig. Slæbte mig op i båden, for det er umuligt at komme op selv. Så sejlede han helt vildt stærkt og i en meget skarp vending, smed han mig af, så jeg tumlede rundt nede i vandet indtil jeg lige fandt ud af, hvad der var op og ned. Det var vildt fedt. For det meste lå vi bare på ryggen og skvulpede rundt, men det var sjovt at prøve at komme til at stå lodret i vandet. Så kunne jeg mærke hvordan, vandtrykket pressede på mine ben og fødder. Jeg kunne også mærke kulden med det samme.
Mens jo lå der og flød og bare nød at være i vandet, kunne jeg pudselig se den store båd Sisak dreje hen imod mig. Det var lige spændende nok, da den sejlede forbi mig, med 3 meters afstand. Jeg nåede at tænke om han overhovedet havde set mig, for de 3 andre var lidt længere væk. Men det havde han, og jeg gyngede rundt på den store hekbølge. Fedt, så kan jeg mærke, jeg lever lidt igen. 
Til sidst blev vi alle hevet op i båden og så sejlede vi en lang tur, med fuld smæk på, i Rippen (Det er gummibåden). Skønt!
Da vi endelig kom ombord på Sisak igen, vidste jeg allerede, at jeg var meget våd. Og det var jeg også. Hele mit ene ærme, ryggen og ned af benet var gennemblødt. Men skidt… Det var det hele værd!
Så gik turen hjemad. Vi sejlede en anden vej hjem. Vi kom tættere på is-fjorden og så derfor også mange store isbjerge. Dem bliver jeg aldrig træt af at se på. Jeg gad nu godt, at der var et stort et, der besluttede sig for at knække og rulle rundt, mens jeg kunne se det hele. Men det har jeg stadig til gode.
Vi var ca. hjemme kl. 9 om aftenen, godt trætte efter masser af frisk havluft og uforglemmelige oplevelser.
Camilla
