Fredag kl. 23.30 sejlede båden. Min far og jeg er på vej til Ilulissat. Det er byen der er ligger op til verdens mest aktive is-bræ. Den producere 35.000 tons is i døgnet og laver nogle af de største isbjerge.
Jeg har drømt om at se dette sted. Så da min far og jeg besluttede os for at sejle nordpå, var jeg virkelig spændt. Det skal dog lige siges, at jeg skulle være væk fra mine drenge i 5 dage…. Det er en evighed og ikke noget jeg har prøvet før.
Set i bakspejlet havde vi en meget kulturel sejltur. Sejlturen tager 1 1/2 døgn. Det betyder, at vi havde 2 overnatninger på båden. Da vi købte rejsen blev vi spurgt om hvordan vi ville sove. Jeg var hurtig og svarede bare det billigste. Det skulle jeg nok have spurgt lidt mere ind til. Men man kan jo altid være bagklog.
Da vi gik ned for at finde vores sovepladser, blev vi fulgt helt ned i bunden af skibet. Under personalet. Så kom vi ind i en sovesal. Og vi var helt sikkert de eneste danskere. Vi skulle bo i det sidste rum, hvor der ikke engang var et forhæng, som der var ved de andre rum. Men det bedste var den bagagehylde som ogsp stod inde hos os. På den stod der en kat i kasse, som hylede uafbrudt. Den brugte kattebakke stod lige ved siden af, sammen med al kattemaden. Den sover jeg ikke med, var det eneste jeg fik sagt til min far. Så gik jeg op til stewarden og fortalte ham om katten. Han virkede meget overrasket over at høre der var en kat. Men han var rigtig sød og fik flyttet katten og alt dens udstyr et andet sted hen. Den kom til at stå i en kasse oppe på dækket og der kunne vi høre den hyle. Det viste sig, at ejeren var stået af i Nuuk, uden sin kat.
Nå, da vi havde fået det praktiske plads, gik vi op på dækket, for at se om vi kunne se nordlys. Jeg ville også gerne se, når vi sejlede ud af fjorden til åbent hav. Mens vi står og kigger ud i mørket, kommer der en fra styrhuset og spørg om vi vil ind og kigge. Så der står vi inde i næsten en time og kigger ud i mørket. Båden har store spots på og en en fast post som hele tiden kigger efter isbjerge. Det var en helt speciel oplevelse.
Det meste af natten havde vi glæde af en fantastisk druk-anemone. Hun var hønefuld og helt og aldeles ucharmerende. Darh Vader kaldte jeg hende, for hendes vejrtrækning var meget besværet. Hun kunne slet ikke finde ro og rendte rundt. Flere gange kom hun ind til os og det var først da jeg for 3. gang, med meget store bogstaver spurgte “HVAD VIL DU?” at hun holdt sig væk. Tilgengæld lagde hun sig på briksen lige ude foran, så vi havde stadig glæde af lugten. Om morgen kunne vi så yderligere fornøje både vore næse og øjne ved synet af at hun havde tisset i bukserne. Det kan man da kalde kultur på allerhøjeste plan…. Nummer 2 nat gik dog fint. Men lugten af gammel røg og alkohol, hang dog i luften i sovesalen hele turen igennem.
Ellers var det en fin tur, med stop i Manitsoq, Kaneega (Eller sådan noget lign.), Sisimiut og Aasiaat. Det var dog kun korte besøg.
Det var først da vi kom helt op til Diskobugten, at de første is-bjerge dukkede op. Men så begyndte kæmperne også at vise sig.
Turen ind til Ilulissat var virkelig smuk. Det var synet at det ægte Grønland. Kæmpe store isbjerge tårnede sig op i alle størrelser og formationer. Nogen var runde og glatte, andre var skåret helt firkantede, mens andre var rå og spirede (Hvis man kan sige det).
Farvandet var helt anderledes end hvad vi er vandt til i Nuuk. Der er isskosser over det hele, mange flere både og det meste af tiden stille vand.
Thomas’ kollega Peter Juellund henede os ved båden. Ham skulle vi sove hos den første nat. Peter er mildest talt et sludrechatol og som min far sagde en rigtig guttermand. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der ikke kan lide Peter. Efter at vi have spist frokost, gik vi en tur ud i fjeldet. Peter ville vise os is-fjorden fra landsiden.
Hvis ikke Peter havde haft brok (undskyld Peter), så tror jeg ikke, at min far og jeg bare nogenlunde havde kunne følge med Peter. Han satte bare hånden i lyske for at holde på brokket og så var det bare der ud af. Peter var rigtig god til at holde pauser og vente på os. Men jeg er stadig imponeret. Jeg tror jeg skal løbetræne, inden jeg møder Peter næste gang.
Peter viste os en anden side af is-fjorden. Det var en fed fornemmelse bare langsomt at komme tættere og tættere på. Hele tiden blev det flottere og mere imponerende. Til sidst sad vi helt nede ved vandkanten og kunne stikke fingrene ned og mærke det kolde vand. Det ER koldt! Der går kun lige et par sekunder så prikker det i fingrene og så kunne vi bare ikke holde ud at have dem i vandet længere. Man skal passe rigtig meget på, når man er så tæt på kanten som vi var. Hvis et is-bjerg kælver eller ruller rundt, vil det sende en kæmpe bølge afsted. Men det er ikke sikkert man ser den, før den rammer land. For der er så dybt, at bølgen først rejser sig, når den rammer land. Nogen steder i fjorden er der 1500 meter dybt. For ca. 3 år siden døde 3 svenskere på denne måde. Der blev kun fundet rester af deres camp. Så i kan nok forstå at jeg var meget opmærksom, mens vi sad der. Der var en ubeskrivelig ro ingen motorlyde eller andet menneskeligt. Bare fuldstændig stilhed. Fedt fedt fedt fedt fedt fedt…
På turen tilbage igen, måtte min far og jeg “nyde udsigten” for at få et hvil. Det var op ad bakke. Pyha!
Til aften havde vi fornøjelsen af mesterkokken Peter Juellund. Han forvandlede lige et par kyllingelår til en udsøgt middag, med hvidløg under skindet og hele bagte hvidløg. Super mad. Det bedste på turen. Tusind tak for det hele Peter:
Næste morgen skulle Peters kone og 3 børn ankomme til Ilulissat. De havde ikke set hinanden i 3 mdr.. Så vi takkede pænt for det hele og flyttede på hotel de sidste 2 dage.
Hjemmefra havde vi booket en sejltur ind til is-bræen Eqip. Det er en af de få bræer, man kan komme helt tæt på. Det er en lang sejltur derop. Men det blev bare et møj vejr uden lige. Men afsted kom vi. Da klokken var ca. 10.30 fik båden en melding om, at der var møjvejr inde i byen og at vi skulle ride stormen af inde ved bræen. Men selv inde ved bræen var det møgvejr. Det regnede, sneede og blæste helt vildt. Det var så koldt, at vi kun lige kunne stå ude på dækket et pat minutter af gangen. Der blev snakket om flere steder vi kunne sejle hen og ligge i læ, men så viste det sig, ved nærmere efterspørgsel at ingen ting kunne lade sig gøre andet end at ligge ved bræen, med motoren tændt hele tiden for ikke ikke blive skubbet ind i alt det is der lå foran bræen.
Efter ca. 2 timer kunne vi sejle hjemad. Der stod stadig en masse sø på vej hjem til Byen. Nogle af bølgerne var 4 meter høje. Når vi var nede i en bølgedal, kunne vi ikke se over bølgerne. Der var ikke noget farligt ved turen, det var vare ikke særlig rart… og 2 kastede op i lange baner. Jo tættere vi kom på Ilulissat, jo mere is var der i vandet. Stormen havde gjort at bugten var fyldt med isskosser. Det var et flot syn. Men det var også rart at komme i land og få varmen.
Der var en del, som ikke var tilfredse med turen, så vi besluttede, at vi næste dag ville gå ned på kontoret og fortælle dem om vores fælles utilfredshed. Vi vidste godt, at det ikke var farligt, men det var heller ikke en fornøjelse. Resultatet blev, at vi samme dag fik en tur med Luffe, kutteren fra Nissebanden på Grønland, ind i isfjorden.
Det var en fantastisk oplevelse. Men føler sig virkelig lille, når man sejler rundt ved siden af disse giganter, som er mange tusind år gamle. Der er stille og temperaturen falder lige et par grader, så luften bliver mere frisk og is-agtig. Vejret var fint. Solen kiggede lige igennem skyerne en gang imellem og den mørkelilla himmel truede med sne når som helst. Farverne var meget specielle. En mørkelilla himmel, hvide isbjerge og blåt vand. En meget smuk og rå kombination.
Jeg tror min far og jeg tilsammen tog over 250 billeder af is-bjerge. Jeg kunne slet ikke lade være. Formationer og farver ændrede sig hele tiden. Nogle var glatte og skinnede i solen, andre var rå og takkede, mens andre var mere blå end hvide. Ubeskriveligt!
Jeg kan slet ikke forstå, at isbjerg der er flere hundrede meter langt og måske 60-70 meter højt, kan være 10 gange så stort under vandet. 1 m3 is vejer altså 1 ton…. Fed fed tur.
Efter sejlturen gik vi en tur rundt i byen. Ilulissat er kendt for at have flere hunde end mennesker, så jeg ville gerne ud og se nogle af alle disse slædehunde. Og hold da op, dem fandt vi. Vi kom simpelthen til Dog-land. Der stod bare ét hundespand efter det andet. Der var nok op mod 200 hunde på den store slette. På et tidspunkt kommer der en pige løbende med hendes to hunde, det satte bare alle hundene igang. Det lød ret vildt, med alle de hylende hunde.
Der var da også en hvalp der fulgte efter os. Hundene skal først lænkes når de er 8 måneder. Peter havde fortalt os, at hvis en hvalp fulgte efter os, så skulle vi kaste sten efter den. Det kan man da ikke sagde jeg. Men Peter fortalte at hvis en hvalp forvilder sig ind i et andet hundespand, så slår de den ihjel. Så jeg trillede forsigtigt en sten efte vores lille efterfølger og heldigvis hjalp det. Jeg havde næsten ikke kunne nænne, at kaste sten efter en hvalp. Det er en anden verden.
Om aften ville vi bare lige have lidt hurtigt at spise, så vi kunne komme ud og se solnedgangen over is-fjorden. Så vi spiste på hotellets 3 stjernede restaurant. Vi havde hørt, at deres hjemmelavede pizzaer skulle være gode, så sådan en bestilte vi. Men da den kom ind på bordet, tog jeg den første bid… Så var den frossen. Så måtte jeg kalde på tjeneren, som så ud som om, at der er hende brokkemåsen fra igår, for der måtte jeg også sende maden tilbage. Men en frossen pizza kunne han jo ikke sige så meget til. Lidt sjovt at servere frossen pizza på en 3 stjernet restaurant.
Men efter maden gik min far og jeg ud for at tage nogle gode billeder af solnedgangen. Vi gik bare lige ned til hospitalet, som lå lige ved siden af hotellet. Der sad vi en halv times tid og fik nogle rigtig gode billeder. En perfekt afslutning på turen.
En helt fantastisk grønlandsoplevelse…
