Efter morgenmad, frokost, Emils utrættelige trang til at gå tur på båden og ca. 4 timers sejllads, nåede vi frem til Kapisillit. Og så blev det bare skønt vejr. Solskin og blå himmel. 
Det er en skøn lille fredelig bygd, hvor tiden næsten står stille. 
Vi startede med at besøge systuen, hvor de laver alt i sælskind. Sutsko, luffer, tasker, jakker, puder, tæpper osv. Jeg kunne købe det hele, men det er ikke billigt. Sutsko koster 400 kr. og lufferne ca. 600 kr. 
Derefter gik turen op ad bakken, hvor kirken lå på den anden side. Det er nogen rigtig fine små kirker der er i bygderne. Det er smukke og simple uden for meget tingel tangel.

Efter en times tid i bygden, var det tid til at sejle hjemad. Men lige uden for bygden, fik vi lov til at fiske af skipper. Så med medbragt grej fra gemalen, riggede jeg 3 stænger til. Én til Farmor, én til Emil og én til Michael som også er betjent og som aldrig havde prøvet at fiske før. Så med lidt instrukser kom alle 3 godt igang. Næsten alle der var med fiskede, så det var rigtig hyggeligt. Michael startede med et fange en fin rødfisk og var stolt over sin første fangst. Farmor tog rekorden den dag, med bådens største torsk og Emil imponerede hele båden, med at klare det hele selv og tilmed fange fisk. Det var sjovt.

Jeg var så heldig, sammen med 3 andre, at få lov at prøve at komme i en overlevelsesdragt. En overlevelsesdragt er en dragt som flyder og som man kan overleve i i vandet i 2-3 timer.
Ja, køn er man jo ikke. Men det var en fed oplevelse. Vi spurgte om vi kunne beholde vores tøj på inden under. Det kunne vi sagtens var svaret… Det skulle vi ikke have gjort.
Efter at vi havde fået dragterne på, skulle vi hoppe 4-5 meter ned i vandet. Det gav et sug i maven. Når man rammer vandet, ryger man kun lige under, hvorefter man bliver skudt op igen som en prop. Så ligger vi bare der og svømmer rundt på 100 meters dybe. Det er lidt specielt at vide, der er så dybt. Og 200 meter længere ude, er der over 300 meter dybt. Skipper sejlede rundt om os i gummibåd hele tiden. Sprøjtede vand på os og lavede bølger. Så kom han og hentede mig. Slæbte mig op i båden, for det er umuligt at komme op selv. Så sejlede han helt vildt stærkt og i en meget skarp vending, smed han mig af, så jeg tumlede rundt nede i vandet indtil jeg lige fandt ud af, hvad der var op og ned. Det var vildt fedt. For det meste lå vi bare på ryggen og skvulpede rundt, men det var sjovt at prøve at komme til at stå lodret i vandet. Så kunne jeg mærke hvordan, vandtrykket pressede på mine ben og fødder. Jeg kunne også mærke kulden med det samme.
Mens jo lå der og flød og bare nød at være i vandet, kunne jeg pudselig se den store båd Sisak dreje hen imod mig. Det var lige spændende nok, da den sejlede forbi mig, med 3 meters afstand. Jeg nåede at tænke om han overhovedet havde set mig, for de 3 andre var lidt længere væk. Men det havde han, og jeg gyngede rundt på den store hekbølge. Fedt, så kan jeg mærke, jeg lever lidt igen.
Til sidst blev vi alle hevet op i båden og så sejlede vi en lang tur, med fuld smæk på, i Rippen (Det er gummibåden). Skønt!
Da vi endelig kom ombord på Sisak igen, vidste jeg allerede, at jeg var meget våd. Og det var jeg også. Hele mit ene ærme, ryggen og ned af benet var gennemblødt. Men skidt… Det var det hele værd!

Så gik turen hjemad. Vi sejlede en anden vej hjem. Vi kom tættere på is-fjorden og så derfor også mange store isbjerge. Dem bliver jeg aldrig træt af at se på. Jeg gad nu godt, at der var et stort et, der besluttede sig for at knække og rulle rundt, mens jeg kunne se det hele. Men det har jeg stadig til gode.

Vi var ca. hjemme kl. 9 om aftenen, godt trætte efter masser af frisk havluft og uforglemmelige oplevelser.

Camilla