Jeg er meget glad for Grønland, men jeg er meget lidt glad for min parktikforløb. Det er ogå derfor jeg ikke har skrevet i min blog rigtig rigtig længe. Jeg er træt, frustreret, opgivende, vred. Jeg har bare lyst at bruge en hel dag på, at gå ud i fjeldet og bare skrige og råbe af mine lungers fulde kraft…..

Jeg vil derfor bruge de næste par dage, på at skrive om mine oplevelser. Råt for usødet. Jeg har brug for at få sagt det højt, ellers kan jeg snart ikke kigge mig selv i spejlet mere….

I vil derfor få fornøjelsen af flere forskellige situationer som jeg har oplevet.

Nu har jeg haft mine første vejleder-timer. Det var dejligt at få snakket lidt med Heidi (Min vejleder) om de kulturforskelle der nu engang er. Vi fik snakket lidt omkring sproget. Hvorfor det er som det er og hvordan det påvirker mine arbejdsdage. Vi fik også snakket lidt om min undren over forskellige situationer. Det var rart at få det vendt og få diskuteret emnerne. Det har helt sikkert vendt mine forventninger til praktikken i helhed.

Nogen af de ting Heidi fortalte var, at fordi danskerne har haft koloni heroppe i mange år, har grønlænderne følt sig underlagt den danske “verden”. Danskerne har bestemt og ændret både på hvordan de arbejdede, talte, boede osv. Så derfor er der mange der i dag, har et antiparti for danskere og danskheden i sig selv. Jeg vidste godt, at der var meget racisme heroppe og heldigvis er det ikke noget vi civilt og privat mærker noget til. Men arbejdsmæssigt ser det anderledes ud. De er trætte af, at danskerne bare er på visit. Og trætte af den udefrakommende påvirkning, som Danmark har overordnet.

En af mine utallige undren går på, at der bliver snakket en masse, men der bliver ikke handlet på det. Der er P-møde en gang om ugen. Og her bliver der meget professionelt snakket og diskuteret pædagogiske problematikker ang. beboerne. Men der bliver ikke handlet på det. De bliver enige om, at der et problem, der skal gøres noget ved. Og det er så det…. Der bliver snakket meget om den manglende årlige pædagogisk dag, hvor disse problematikker skal diskutereres. Men der er ikke fremtidsudsigter om sådan en dag. Hvorfor så ikke bruge P-møderne til det samme?

Der er langt fra ord til handling heroppe. Og det gælder alle steder. 

Min anden dag på jobbet var ikke meget anderledes. Det hele foregår i et meget roligt tempo. Det er ikke fordi det kan gøres anderledes. Men langsomt det går det altså.

Det er lidt frustrerende at være på arbejde i 6 timer, hvor der stort set kun bliver talt grønlands. Så de dage, hvor jeg skal være på arbejde i 10 timer, skal nok bliver spændende. Hvis jeg sad i et helt andet land, hvor jeg vidste, at de ikke talte dansk, så ville det være anderledes. Men de kan godt. Og det kan godt være det ikke er perfekt, men de er ikke besværet. Det er ikke fordi det tager dem 10 min og fremstamme en enkelt sætning. De gør det bare ikke. Og jeg er ikke engang sikker på, at de tænker over det. Men det er noget jeg må tage op senere, når jeg er faldet lidt mere til.

Når en vagt slutter og en ny starter overlapper de hinanden med en time. Det er så personalet kan snakke om, hvad der er sket i løbet af den sidste vagt. Det foregår også på grønlandsk. Så indtil videre lærer jeg ikke så meget af det.

Min vejleder og jeg skal på arbejde sammen på onsdag. Hun er dansk. Så jeg glæder mig meget til at snakke lidt med hende. For jeg har allerede nogle ting jeg undrer mig over. Bl.a. så virker det ikke som om, der er nogen konsekvens ved ikke at overholde de nøje beskrevede husregler. Ikke fordi jeg lige har svaret, men…. Så det bliver godt med lidt vejledning.

Så har jeg haft 1. arbejdsdag. Det var dejligt at komme igang og møde de unge.

Jeg mødte kl. 16. MiniBo har været inde i fjorden, i en bygd der hedder Kapisilit. Nogen af de unge har været der i over 2 mdr. Det var derfor ikke mærkeligt, at de var glade for at komme hjem kl. 18 her til aften.

Lige nu bor der 3 unge. To drenge A på 14 år og C på 16 år og en pige I på 15 år. Der kommer en pige mere N på 15 år, fra byen Manitsoq på mandag.

Inden de kom hjem gjorde min kollega Oline og jeg deres værelser klar. Vi redte deres senge og satte deres personlige ting derind. Jeg blev sat ind de daglige gøremål og rutiner og vi lavede mad til de kom hjem.

Under middagen blev der ikke snakket særlig meget og det der blev sagt blev sagt på grønlandsk. Det skal jeg lige vænne mig til. Det er lidt svært bare og sidde der og ikke forstå et ord af hvad der bliver sagt. Men det vænner jeg mig jo nok til med tiden.

Efter maden tog drengene hjem og sagde hej til deres familier. Imens fik I vasket sit tøj og fik hygget foran fjernsynet.

Da klokken blev 22 sagde jeg tak for i aften.

I dag var en meget stille og rolig dag. Jeg glæder mig til at komme lidt bedre ind i rutinerne og til at lære de unge lidt bedre at kende.   

Så har jeg været nordpå i 14 dage. Det kan da godt være Michael, at du syntes jeg er en langsom starter, men jeg er næsten forpustet, af al den aktivitet der har været de sidste 2-3 uger. Jeg nåede kun lige at pakke huset sammen og pakke til mig selv og mine to drenge og så var det bare afsted. Til et forhåbentligt fantastisk eventyr.

Jeg har glædet mig rigtig meget. Jeg har rejst en del. Men på en SU og med to små poder, har vi ikke set så meget af verden, som jeg kunne tænke mig. Det er derfor med en enorm frihedsfølelse, at jeg tager afsted på mit næste store eventyr.

Jeg skal i parktik på Røde kors Børnehjemmet i Nuuk fra d. 1. august. Jeg vil blive tilknyttet den afdeling der hedder Mini-bo. Det er en udslusnings enhed for de 13 til 18 årige. Det er en aldersgruppe jeg ikke har beskæftiget mig med før, så jeg glæder mig helt vildt. Det skal nok blive udfordrende, men er det ikke også, det vi lever for…. Udfordringer. Jeg gør!

Vi bor i en 2 1/2 vær. lejlighed, som Thomas’ arbejde har stillet til rådighed. Den ligger over det der hedder kolonihaven, som hører til den gamle bydel. Vi har mildeste talt en fantastisk havudsigt. Jeg blev gerne boende i så lille en lejlighed, hvis jeg bare altid kunne have denne udsigt. Vi har set hvaler næsten hver dag og kan se sæler hver dag. Isbjergene sejler langsomt forbi og når tågen kommer og går kan vi stå og se dens vandren over fjorden. Det giver liv til sjælen.

Vi har købt en båd. En rigtig lille familievenlig én. Den er helt perfekt til vores behov. I weekenden tager vi på langfart (Hvis vejret holder, det kan skifte meget hurtigt) ind til isfjorden. Det er der isbjergene kommer fra. Der er 3 is-bræer der kælver. Så fjorden skulle være helt fyldt af isbjerge. Nu er isbjergene ikke så store her i Nuuk-området, men de dem vi har set kan godt være 30 x 10 x 5 over vandet, så siges det, at de er ca. 10 gange så store under vandet. En kubik meter is skulle veje et ton. Så de skal nok skubbe, hvis vi kommer for tæt på.

Nå, til vi snakkes igen….