Så lykkes det endelig. Og hvad var det så der lykkes? En succesfuld familie-tur.

Nu har vi ikke været så heldige med vores sejlture, at det gør noget. Og det startede da også med at vi den 23. tog ud på en aftentur for at fiske efter rødfisk. Det gyngede lidt mere, end vi regnede med på vej ud, men det ville jo stilne af inde i fjorden, det gør det jo altid. 
På vej ind i fjorden møder vi politi-kutteren som er på vej hjem. De har efterfølgende fortalt os, at de undrede sig over, hvorfor vi dog sejlede ud i sådan et blæsevejr. Men vi havde vinden og bølgene i ryggen og syntes selv det gik strygende. 
Vi skulle frem til et vandfald, hvor der efter sigende skulle være fremragende rødfisk fiskeri. Og frem kom vi da også, men det gyngede bare alt for meget. Og det blæste. Det lykkes dog Thomas at fange en enkelt rødfisk på ca. 1 kilo.
Vi sejlede videre for at finde læ. Vi fandt det også, men ingen fisk.
Så gad vi ikke mere, så vi sejlede hjemad. Og så kom bølgerne for alvor og ikke mindst mørket. Det overraskede os. Bølgerne var slet ikke lige så slemme som første gang, men tusmørket gjorde det rigtig svært at se isen. Så heldigvis sov vores drenge, så vi begge kunne stå og holde øje. Endnu en øv tur…
Men så skete det. Torsdag var bare en rigtig flot dag. Vi var rigtig trætte fra dagen før, som endte med at vi allesammen først sov kl. 01.30. Så da Thomas kom hjem fra arbejde, kunne vi ikke helt finde ud af om familien havde overskudet til endnu en tur på havet. Men ud kom vi.
Og det var bare så fedt. Solen skinnede og vandet lå for engang skyld næsten stille.
Vi sejlede ind i Kobbefjorden, som ligger knap en halvtimes sejlads fra havnen. Da vi nåede bunden af fjorden smed vi ankeret, riggede stænger til og forberedte os på et par times afslappet ørredfiskeri.
Men da storfiskeren (Camilla) efter et par kast fik hug, var det ikke en ørred, men en Helleflynder på ca. 1 kilo. Det var lidt af en overraskelse. En endnu større overraskelse var dog, da Emil efter at fisken var gået til evige jagtmarker, besluttede at den skulle da ud og svømme igen. Så inden Thomas eller jeg nåede at reagere, tog Emil den i halen og søsatte den igen. Uden at jeg havde fået taget et billede af min første helleflynder. Thomas skyndte sig at prøve at fange den ved at pirke den på bunden. Det eneste det udløste, var endnu en helleflynder.
Det endte med at vi fangede 8 helleflyndere, nogen større end andre. 5 torsk og 2 isinger.
Emil blev en rigtig storfisker på denne tur. Over med bøjlen, linen ned i vandet indtil den rammer bunden, så pirke lidt og så rullede han op igen. Og det hele gjorde han selv uden hjælp. Hvis der var bid, hjalp vi lidt til. En rigtig hyggelig aften, som har givet os blod på tanden til en ny tur, lige så snart vejret tillader det.

Sidste weekend var der planlagt langtur til bygden Kapisillit beliggende i bunden af Godthåbsfjorden.
Vi tog afsted lørdag i OK vejr og nød, at Carl, som vi ejer båden sammen med, havde renset båden i bunden. Pludselig skød vi næsten 19 knob med fuld kraft, så der var virkelig forskel fra ellers 14 knob på toppen.
Utroligt hvor meget muslinger og skidt kan gøre ved topfarten.

Vi håbede at vejret ville blive bedre som vi kom længere ind fjorden, men desværre så vi ikke noget til solen i 2 dage.
Turen var ellers fin og ungerne artede sig eksemplarisk og sov i hver sin køje, så de voksne også havde lidt tid til hinanden.

Efter 4 timers sejlads var vi næsten fremme, men måtte sejle mellem 1000-vis af isskosser fra ca. 10 cm til 30 meter i længden den sidste time.
Et ikke ufarligt projekt, men vi holdt farten nede og øjnene åbne og så gik det fint.

Vi fandt en fin ankerplads og sejlede med gummibåden til land med telt og alt andet udstyr.
Her blev vi mødt af en horde af fluer og myg uden lige.
Vi havde kun 2 myggenet med og dem fik drengene, men der var så mange fluer, at vi måtte skynde os at slå vores lille telt op for at være i fred. Et sandt helvede!!!!!!!!

Ungerne blev kylet ind i teltet og var dejlig nemme, men ellers var vejret skidt, fluerne utallige, teltet småt og stemningen lidt flad.
Efter at Mikkel holdt skrige koncert fra kl. 20 til midnat var stemningen absolut ikke bedre, men vi glædede os til at vandre over bakkerne til Isfjorden, som lå ca. 1 times rask gang væk fra pladsen.

Ca kl. 02 begyndte det at blæse, så Camilla måtte holde på teltet for at det ikke skulle klappe sammen, og jeg måtte ud at se til båden.
Den heftige vind havde blæst ca. 4 meter vand ud af fjorden og i kombination med lavvande gjort, at båden næsten var gået på grund i det lave vand.
Båden lå med kølen på bunden, og Thomas var ikke langt fra at gå i panik.
Faren er, at bunden suger båden til sig og båden således ikke løftes op, når vandet kommer igen = sunket båd og total panik.

Heldigvis kom vandet igen kl 4 og båden flød fint, så vi fik da 2½ times søvn inden ungerne vågnede.
Heldigvis blæste og regnede det om morgenen, så fluerne holdt sig næsten væk, men vejret gjorde også, at vi besluttede at sejle hjem så hurtigt som muligt.

Vi skulle dog lige tanke diesel i byen ( med 100 indbyggere ) så vi sejlede mellem skærene til tankanlægget.
Emil blev lovet en is og glædede sig meget……….

Vi ankom til broen ved bygden og fik fortøjet med nød og næppe, hvorefter vi kunne konstatere, at bygden var tom for mennesker, is og diesel, SATANS!!!!!!!!!

Emil blev ulykkelig og jeg betænkelig, men havde heldigvis medbragt 60 liter diesel i dunke.
Dieslen røg i tanken og så var det afsted mod Nuuk.

Vejret var skummelt men der var ikke den store sø, så det gik med fin fart derudaf.
Vores nemme unger sov igen, og der blev tid til lidt voksensnak.

Jeg styrede båden en times tid og lærte det hurtigt og på trods af lidt fjordvind og tilhørende krappe bølger holdt vi en fin snitfart.

I Storfjorden ved Nuuk blev vi mødt af heftig vind og tåge i en kedelig kombi.
Den sidste km var absolut ikke morsom med ret voldsomme bølger, som skyllede ind over båden konstant.
Jeg sad med drengene under dæk og sang, mens Thomas rystede nervøsiteten af sig og holdt båden op mod bølgerne i lav fart.

Bølgerne blev større og blæsten pev, og Thomas valgte at gå i nødhavn før vi nåede til lystbådehavnen.

Det var en heftig omgang, som vi helst er fri for at opleve igen, men ungerne oplevede ikke alvoren og tog stormen i fin stil, i øvrigt ligesom båden, som er en skøn skude.

I styrtregn fik vi fortøjet og kom fra borde og blev heldigvis hentet af en patruljevogn, som var i nærheden og kørte os hjem til tørt tøj og varm mad.

En time efter var vejret så hårdt, at al sejlads på fjorden var udelukket, så alt i alt en rigtig hård og lærerig tur, som vi kom glade og styrkede ud af, men ikke har lyst til at prøve igen.

Nu har vi været samlet i godt og vel 1 1/2 uge. Det har været dejligt.
Drengene virker som om, de aldrig har været væk fra deres far og nyder bare at være sammen alle sammen.
Vi har oplevet en masse de første dage i Nuuk. Vi ankom torsdag og der var vi allerede rundt og kigge en tur i byen. Vi var bl.a. en tur forbi brættet. Det er der de lokale fiskere sælger dagens fangst. Det er sjovt og spændende at se de lokale fangere stå og partere friskfanget havkat og sæl. Det er lidt anderledes end hvad vi er vandt til og Emil ved heller ikke helt, om det er ok. Jeg fortalte ham, at grønlænderne spiser sæl ligesom vi spiser kylling og ko, den eneste kommentar han havde var” Det gør vi faktisk ik’ mor, ik’ dem der løber rundt på to ben”. Jeg kunne ikke overbevise ham om det omvendte. Men igen, det er jo også den samme dreng, der elsker tomatsuppe, indtil jeg en dag kom til at fortælle ham, at suppen var lavet af tomat og det var derfor den var rød. Så fik han pludselig ondt i maven og kunne ikke spise mere, indtil jeg sagde, at det bare var for sjov. Så spiste han glad op, mens han mumlede at mor var fjollet.
Til aften lavede farmand rødfisk til familien. Det smagte bare så lækkert.
Fredag var vi nede og se vores fine båd. Den virker rigtig god. Drengene kan gå rundt i den uden at falde overbord. De skal i hvertfald gøre sig umage. Emil nyder det. Men Mikkel har lidt et problem med redningsvesten. Det er vidst en mild underdrivelse. Vi skulle prøve en lille tur… Han skreg fra start til slut. Og det blev han ved med om lørdagen, hvor vi var på firmaskovtur med Thomas’ arbejde. Carl, som vi har båden sammen med, var meget rar og tålmodig. Det var heldigvis kun en halvtimes sejlads fra Nuuk.
Vi troede ikke, vi kom afsted, for der lå en tyk fed tåge, som gjorde, at vi ikke kunne se 50 meter frem og da farvandet er fyldt med skær og hverken Thomas eller Carl er lokalkendte, kunne det godt blive ret svært. Så selv da Carl ringede og sagde, at nu var han sejlet fra havnen og han ville være hos os om 20 min. troede vi stadig ikke på det. Men så lettede tågen på 5 min og så var det afsted med os.
Vi sejlede ind til land i vores meget lille tilhørende gummibåd. Det var et dejligt sted, hvor alle sad på det naturlige bløde underlag. Der blev grillet pølser og brød og vi havde den vilde udsigt til fjeldet Sermitsiaq, som er Nuuks vartegn. Da vi ankom, var der tåge for foden af Sermitsiaq. Men solen skinnede fra en skyfri himmel, så det så helt fantastisk ud med sne på toppen af fjeldet, solskin, blå himmel og tung tåge. En uforglemmelig blanding.
Drengen havde ikke helt vænnet sig til tidsforskellen, så når man står op kl. kvart over fire om natten, så er der ikke noget at sige til man er lidt træt. Så det var begrænset, hvad Thomas og jeg fik ud af det sociale på turen. For drengene havde det mildest talt ret svært. Så det var en lettelse at sejle hjemad. Endnu et højdepunktet på dagen var dog, at vi så en hval på vej hjem. Den kom forholdsvist tæt på båden og dykkede med halen flot oppe af vandet en 40-50 meter lige foran os. Vi fik desværre ikke taget billeder, da vi begge havde et barn på armen, men vi skal jo også huske at nyde øjeblikket, uden at det er igennem en kameralinse.
De efterfølgende dage er gået med at lære byen at kende. Hvor ligger det ene og det andet. Hvornår og hvortil kører bussen og hvilken én skal vi med osv. Jeg syntes, jeg er ved at have styr på det og det er en fed følelse. 
Vi har også nået og se Tina og René og deres to børn Oliver og Mads-Emil et par gange. René er kollega til Thomas og Tina arbejder på det sygehuset. De er rigtig søde og dem glæder jeg mig meget til at lære bedre at kende.
Vi har den vilde udsigt fra vores terrasse. En ting er, at vi har udsigten ud over den gamle del af byen med de mange forskellige farvet huse, men vi har også en udsigt ud over vandet, som vi nok aldrig får igen. Vi kan se hvaler og sæler en 4-500 meter ude og vi har endda været så heldige, at vi har set hvaler eller sæler næsten hverdag.  

Så er resten af familien ankommet.Men først skulle flyveturen lige overståes… Det var en flyvetur, der overgik mine forventninger om, hvordan vores drenge kunne opføre sig. Det var ikke deres skyld, at det var lidt svært i Kastrup.
Det frembragte varme og gode armmuskler, da vi skulle gennem sikkerheds kontrollen. Det skal lige siges, at jeg havde rigtig meget håndbaggage med. Min computer, pusletaske og en taske fyldt med legetøj som nok har vejet 10 kg og sidst men ikke mindst 10,5 kg baby. Der ud over havde Emil selv en rygsæk. 
Min far var så sød at gå med helt op til den første skranke. Men så var det slut, jeg blev til det helt store pakkeæsel. Man må ikke have vogne med, så på med al bagagen og så op i køen. Puha, det var varmt og armene syrede til. Det tog ca. 15 min, men det var også mere end rigeligt. Så skulle alle tingene op på båndet. Computeren skal ud af tasken. Jakker og bælter skal af. En taske i hver kasse og så selv igennem metaldetektoren. Det er godt nok omstændigt. På den anden side af skranken skal man så pakke det hele sammen igen, samtidig med at der står en og kigger det hele igennem. Men jeg tror hun opgav. En blandning af at Mikkel ikke fandt sig i at sidde på gulvet og blev meget højlydt og Emil der var ved at være meget træt af at bære sin ret tunge rygsæk og derfor protesterede meget ihærdigt var nok med lidt at afslutte processen lidt hurtigere. Men nu er jeg kun født med to arme desværre…. Det ville nu være praktisk med lidt flere i situationer som disse. Men vi må vente til at evolutionen finder ud af, at børnefamilier i det 20. århundrede ikke kan nøjes med to arme.
Nå, men først her er der et ægtepar der forbarmer sig over os og hjælper os ud til en vogn. Tusind venlige og taknemlige tanker til dem. De var virkelig en stor hjælp. Først bagefter har jeg undret mig over, at ud af alle de ansatte der er i lufthavnen, var der ingen hjælp at hente. 
Så var det ud til flyveren. Vi havde slet ikke tid til at kigge på butikker og købe sprut og smøger til at bestikke grønlændere med. Men det var ok, Emil var meget klar til at se flyvemaskine og til at komme op og flyve. Så vi stillede os i den næste kø ved gaten. Her mødte jeg en klassekammerats forældre, som jeg allerede på forhånd vidste skulle med. De hjalp mig hen til skranken. Dejligt! Henne ved skranken var det meningen, at jeg skulle stille vognen, men med lidt overtalelse fik jeg lov til at tage den med helt hen til gangbroen. Så på med læsset for sidste gang i denne omgang og så ombord på flyet.
Vi fik heldigvis nogle rigtig gode pladser. Så der var god benplads og der var plads til en seng på væggen til Mikkel.
Mikkel brillierede ved at svinge stikket fra et headset i øjet på Emil, 5 min. efter vi havde sat os. Emil skreg af smerte og Mikkel skreg i protest over at han ikke kunne få lov til at svinge videre med ledningen. Jeg tænkte bare “Så er vi igang” Jeg kunne se de nervøse blikke der var rundt omkring og se deres små tics i øjet, som afslørede deres frygt ved tanken om en meget lang flyvetur.
Men dét var det. Mine drenge var englebørn. De legede og hyggede sig. Emil sov to timer og Mikkel en enkelt time. Mikkel brokkede sig kun, ganske som jeg havde forventet, når han sad spændt fast på skødet af mig. 
Den sidste flyvetur på 55 min var de lidt utålmodige. Mikkel var nede på gulvet og kravle rundt og Emil sagde nok 60 gange “Nu lander vi”.
Emil var den første der gik ud af flyet og ned af trappen. Da vi kom hen lidt ”terminalen” åbnede far døren og så var alt jo bare lykke. Store kram og kys og julelys i øjnene. Mikkel så ud som om far var opstået fra de døde og rakte med et samme armene ud og puttede hos sin far.